Hvis du selv ønsker at grave tomrør til fremføring af dit fibernetkabel, kan du kontakte vores kundeservice på 73 63 31 00. Vi skal bruge følgende oplysninger:
- Hvor mange meter tomrør, du har brug for. Husk at tilføje lidt ekstra.
- Adressen, hvor tomrørene skal nedgraves.
- Hvis der ikke er synligt nummer samt vejnavn på adressen, skal vi bruge en anden adresse, hvortil vi må sende tomrøret.
- Dit telefonnummer.
Leveringstiden er typisk 5 hverdage.
Inden du går i gang med at grave i din have eller på din grund, er det en god idé at undersøge, hvor der allerede ligger kabler og rør. Du kan søge oplysninger om ledninger på din grund i Ledningsejerregistret (ler.dk).
Inden du går i gang med at grave og lægge tomrør til din fiberforbindelse i din have, er det vigtigt, at du læser vores vejledning grundigt igennem. På den måde sikrer du, at røret er korrekt nedgravet og klar til, når vi kommer og installerer fibernet.
Download vejledning som pdf
Sådan graver du renden
Når du skal grave renden, skal du vælge den mest direkte fremføringsvej fra skel og ind til husmuren ved det ønskede indføringspunkt.
Renden skal være mindst 50 cm dyb, og bunden skal være fri for sten og andre skarpe genstande, der kan skade røret.
Hvis renden svinger, skal du sørge for, at de er så store, at tomrøret ikke bøjer mindre end det, der svarer til diameteren på en håndbold. Røret må ikke knække.
Sådan lægger du røret i renden
Inden du lægger tomrøret i renden, skal du sætte de medfølgende propper i begge ender af røret. Det forhindrer vand, fugt og jord i at ende i røret.
Læg røret i renden og undgå at knække det. Hvis det er muligt, føres røret helt ind i husets teknikrum. Ellers afsluttes røret ved husmuren.
For at undgå knæk eller skader på røret må det ikke føres op af væggen på steder, hvor der er risiko for beskadigelse. Får røret en skade, så kontakt EWII Fibernet på 73 63 30 55.
Tomrøret skal stikke mindst 50 cm op af jorden både ved skel og husmur, hvis det ikke er ført ind i husets teknikrum.
Dæk røret til med 10 cm stenfri jord og læg dækbåndet ned i renden med teksten opad. Det er for at sikre, at kablet ikke graves over, hvis der på et tidspunkt graves i området langs røret. Fyld renden op med jord og gør overfladen plan.
Efter du har gravet
Når du har gravet røret ned, er det vigtigt, at du giver os besked ved at sende en mail med en detaljeret tegning til tomroer@ewii.dk. I nedenstående video kan du se, hvad tegningen skal indeholde. Du kan sagtens lave en skitse på et stykke papir, tage et billedet af det med din mobiltelefon, og sende det sammen med dine kontaktoplysninger og adresse.